Inspired Beyond Babies

I 2021 holdt jeg mit første (og indtil videre eneste) foredrag, hvor halvdelen af tilhørerne var under 12 måneder. Det foregik i barselsnetværket Inspired Beyond Babies – og det gik godt. Men det foregik på Zoom, så der var grænser for interaktionen; jeg havde f.eks. de barslende mødre og fædre mistænkt for, at de slukkede for mikrofonen, når babyerne pludrede eller var mere højlydte end det. 🙂

For nogle uger siden fik jeg så en henvendelse fra grundlæggeren af IBB Anne Sophie Sehested Münster – om jeg ville være en del af IBBs Advisory Board. Det tog mig ikke mange minutter at sige ja tak til det.

For IBB er på en uhyre meningsfuld mission: at gå på barselsorlov skal i højere grad være inkluderende og ikke ekskluderende, som det ofte er i dag. Tilbuddet til de barslende (resp. deres arbejdsgivere) omfatter bl.a. inspiration gennem workshops, vidensdeling og foredrag. Inkl. baby.

Vi havde første møde i går – og det var på alle måder en fornøjelse og inspirerende: Morten Ballisager, Gitte Haaning Høj, Anne Sophie Sehested Münster og Krista Bauer. Ingen tvivl om, at et advisory board på alle måder kan noget, hvis det bliver brugt rigtigt. Jeg ser frem til det videre arbejde!

– I øvrigt skal jeg holde et nyt foredrag i IBB den 10. september i Århus. Denne gang i forventning om, at introduktion til kunderejser kommer til at foregå med en baby på armen. Læs mere her.