På besøg i pindsvinets hule

Til drive-in foredrag med Svend Brinkmann.

P-scenen på Tangkrogen i Aarhus er et barn af Corona-krisen.

Området er lavet til en drive-in med scene i den ene ende og plads til biler, der kan holde forskudt, så alle kan se. Lyden fra det, der foregår på scenen, kan modtages i bilradioen. Vi kender måske nok drive-in biografer især fra USA, men på Tangkrogen er det alligevel helt nyt, fordi det er et bud på, hvordan vi håndterer nedlukningen i forhold til de mange forskellige kulturtilbud, som vi må undvære for tiden. Så det giver mulighed for at være sammen hver for sig ved koncerter, gudstjenester, foredrag og så videre.

Svend Brinkmann stod på scenen med en kæmpe skærm bag sig; i bedste superstar stil. I sin intro satte han selvfølgelig oplevelsen ind i en sammenhæng. Han forklarede os, at drive-in foredraget er et eksempel på, hvordan pindsvinet udvikler. Pindsvinet går langsomt og undersøgende frem og ruller sig sammen og viser pigge, når det bliver truet.

Det kan Svend Brinkmann, som bl.a. har skrevet bøgerne “Stå fast” og “Gå glip”, selvfølgelig lide. Han efterlyste også et alternativ til “Løvens hule” i TV. I “Pindsvinets hule” skal man vise projekter, som vil fastholde det, der går godt, og beskytte det. Frem for løvens hule, hvor vi stormer frem, er innovative, aggressive, nytænkende og omstillingsparate.

Og vi var netop i pindsvinets hule, forklarede han. Vi fik et traditionelt foredrag – men det viste pigge i rammen, som sikrede, at vi kunne holde afstand, undgå smitte osv.

I vores bil så vi selvfølgelig på rammen fra et servicedesign-perspektiv. Når man traditionelt går til foredrag finder man lokationen, går ind og viser sin billet og finder sit sæde. I pausen køber man en kop kaffe eller et glas vin. Undervejs har man en slags samarbejde med foredragsholderen. Man klapper måske ved gode pointer, viser også sit mishag, hvis man er uenig og man stiller måske spørgsmål til oplægget.

Pindsvine-vejledning – når man skal gøre noget nyt for at få det, man plejer at få.

Allerede før vi kom ind på området, var der tydelige markeringer af, hvor man skulle køre hen. Vi viste billet uden at stå ud af bilen og blev anvist en plads af veloplagte ReThinkere fra Visit Aarhus. En noget mere lattermild og god modtagelse end den walkie-talkiestøttede hjemmeværns-oplevelse, man ofte møder ved store events. Også selv om ReThinkerne måtte fortælle os restriktioner ved arrangementet:

Det er forbudt at stå ud af bilen. Lysten til at gå i baren har P-scenen løst ved, at man tænder sit katastrofeblink, og så kommer bartenderen løbende med et udvalg af det, man kan købe. Hvis man skal på toilettet eller har brug for hjælp, kan man række en hånd ud af vinduet. Så bliver man kontaktet og guidet hen til toiletvognene. Der var tjek på det!

Og så kom vi til selve foredraget. Hvordan er man til foredrag “semi-sammen?” Hvordan bidrager man? Klapper? Stiller spørgsmål? Viser man er utilfreds eller uenig?

Svend B. havde svaret. Det var forbudt at dytte, for så bliver naboerne sure. I stedet for at klappe, foreslog han derfor, at vi blinkede med forlygterne. Hvis man ville græde, kunne man bruge sprinklerne. Spørgsmål til scenen gik via Zoom på mobiltelefonen. En elektronisk løsning altså, hvor man kunne spørge fra sin bil og og alligevel dele med os alle sammen live.

I Service Design Institutes bil var vi begejstrede. Efter foredraget blinkede vi længe med lygterne og formastede os til et enkelt dyt. For formatet kan noget! Oplevelsen levede helt op til Svend Brinkmanns pointe indledningen, nemlig at pindsvinet beskytter det, der findes. For besøget i pindsvinehulen, hvor det kendte foredrag blev serveret i en ny ramme, virkede.

Pindsvinets udviklingsstrategi.

Men vi kan også se, at rammen kan tilføre foredraget noget andet. Envejskommunikation i halvanden time er lang tid. Også selvom den, der kommunikerer er Svend Brinkmann. Så lad os tillade os at sparke en lille nytænkning ind i pindsvinehulen.

Der var kun ganske få biler med kun én passager i bilen. I langt de fleste sad der tre eller fire. Og det giver en oplagt chance for at holde en pause i oplægget og sende os “ud i grupper”. Det havde været befriende med 5 minutter til at snakke om “Hvad siger manden? Virker formatet? Hvad går godt og hvad kunne vi ønske os mere af?”. Og det kunne man have samlet op på med Zoom.

Det elektroniske spørgesystem giver også nogle muligheder, som kunne have været udnyttet lidt frækkere. Til et foredrag i en sal er man nødt til at besvare det spørgsmål, der bliver stillet, så godt man kan – og vil. Men man ville kunne udnytte Zooms chatfunktionen og få mulighed for at vælge et system, hvor man kan sortere i spørgsmålene. Så man kunne vælge at besvare dem, der giver mest værdi til sammenhængen.

Og for generte, må det også være dejligt, endeligt at kunne stille sine spørgsmål uden at skulle stå og svede tran foran en hel sal.

Vi ved fra teorier bag god service og servicedesign, at relationen mellem serviceudbyder og -modtager er afgørende for brugerens samlede oplevelse. Og når man er i en sammenhæng, hvor man så at sige ikke kender koden, er overblik og god kommunikation afgørende. En tydelig vejledning i, “hvordan man gør her,” er alfa og omega. Det sikrer at servicen leveres så effektivt som muligt og bliver så attraktiv som muligt for dem, der skal modtage den. P-scenen virkede effektivt, og oplevelsen var i hvert fald både attraktivt og anderledes.

Kend dine brugere

En af vores gode venner i FrivilligAarhus fortæller, at hun har været med til 3 P-scene arrangementer, hvor hun har hjulpet med at guide bilerne på plads. Ved det første arrangement, som var en gospelgudstjeneste holdt bilerne i kø langt ud på vejen, da arrangementet gik i gang. Kirkegængere er nemlig kendt for at komme i sidste øjeblik, og det gjorde de også her.

Ved det andet arrangement, som var en koncert, var gæsterne svære at styre. For de skulle “sgu nok selv bestemme, hvor de skulle holde”. Mens vi, de kultur-radikale, der deltog i foredraget var meget nemme at styre og ivrige for at passe ind.

Et godt eksempel på, hvordan serviceudbyderen må gøre sig klart, at man er nødt til at behandle folk forskelligt for at give dem den samme oplevelse. Man skal kende sine brugere og tage udgangspunkt i deres præferencer og hverdagsliv, når man designer nyt.

Også selvom man “pindsvine-designer” en ydelse, som skal fastholde det, vi kender.