Atomvaner: små forandringer og større resultater

“Atomic Habits” (eller “Atomvaner”) af James Clear har været meget omtalt og gennem længere tid solidt placeret på forskellige bestsellerlister.

Jeg fik den anbefalet af en ven og har ikke bare læst den. Jeg har taget den til mig og synes, at den har medvirket til en forskel i mit (arbejds-)liv. Derfor dette blogpost, som ikke direkte har noget med service, kundeoplevelser eller -rejser at gøre. Nu er du advaret.

Jeg vil undlade en egentlig anmeldelse eller gennemgang af bogen. Du kan selv læse den. Hvilket jeg vil opfordre dig til. Men jeg vil til gengæld jeg pege på nogle af de ting, som jeg har taget til mig – og som altså har gjort en forskel.

Jeg er mere bevidst omgivelserne og slår distraktioner fra

Måske var det Einstein der sagde noget i retning af, at hvis et rodet skrivebord er et tegn på et rodet sind, hvad er et tomt skrivebord så et tegn på? Og det kan man sikkert argumentere for. 

Men for mig har nogenlunde orden på skrivebordet altid fungeret bedst. Rod forstyrrer og distraherer. Det blev jeg mindet om i bogen. Og det hjælper mig bl.a. til at fokusere, få udført og afsluttet de opgaver, jeg går igang med og ikke mindst, at jeg ikke mister de ideer, der opstår.

Jeg forsøger at overføre det til min computer, hvor skrivebordet ikke længere fungerer som en generel arkiveringsplads …

Iøvrigt er jeg også mere bevidst om, hvad forandringer i omgivelserne gør for min produktivitet såvel som kreativitet. Forandringer i den forstand, at jeg fysisk flytter mig. Og f.eks. skriver et andet sted i huset eller på en cafe, på et bibliotek, i en lufthavn eller som lige nu – i sengen i et lejet sommerhus med denne udsigt … 

Forandring fryder og fungerer – for mig.

Jeg har fået mere tid (og fået det bedre)

James Clear foreslår et sted i bogen, at man får overblik over, hvad en dag egentlig går med, ved omhyggeligt at registrere ALT gennem 24 timer. Først fik jeg et mindre chok … Og da dét havde fortaget sig, ændrede jeg nogle ting. Ikke mange. Men alligevel nok til at det gjorde en forskel.

Uden at gå for meget i detaljer, har det noget at gøre med, hvornår jeg står op. Men især har det noget at gøre med, hvordan jeg kombinerer hundeluftning/mine daglige 10.000 skridt/træning med at lytte til podcast/lydbøger/tale i telefon/tænke tanker.

Og det er faktisk ret vildt, hvad det sidste har gjort for mig. Et enkelt eksempel er, at min hårdt prøvede ryg (som jeg gennem mange år har haft kæmpe problemer med) har det bedre end nogensinde. Og fint kan klare f.eks. lange dage ved tastaturet, når der skal skrives bog (hvad f.eks. er tilfældet p.t.).

Jeg kombinerer lyst og nød

I bogen blev jeg introduceret for “tempatation bundling” – eller handlingskombination. Det fungerer ved, at du kombinerer en handling, som du har lyst til at udføre, med en handling du er nødt til at udføre. Du har lyst til Netflix – og  du er “nødt til” at tage en time på motionscyklen. Fidusen er, at man sandsynligvis vil opleve en adfærd som (lidt mere) tiltrækkende, hvis man kan få lov til at foretage sig en af sine “yndlingsting” samtidig.

Handlingskombinationer fungerer også rigtig godt for mig. De har gjort mig mere effektiv og mindre tilbøjelig til at udskyde ting. 

Jeg har skabt nye vaner med 2-minutters reglen

At komme fra ide til handling er som bekendt en tilbagevendende udfordring. Det kender jeg fra utallige kundeprojekter, hvor der i organisationer er enighed om at fokusere mere på kundeoplevelsen. Men hvor det halter gevaldigt med at gøre det til virkelighed.

Og jeg kender det fra mig selv: Jeg har mange ideer til noget jeg kunne tænke mig at gøre eller forandre. Men er helt bevidst om, at det kan være uhyre svært.

James Clear har et forslag:”2-minutters reglen”.

Ideen er, at man gør sine nye vaner så nemme som muligt til at begynde med. Og det kan være meget effekltivt. For når man først er kommet igang med at gøre det rigtige, er det en hel del nemmere at fortsætte med det. En ny vane bør på den måde ikke føles som en udfordring. De efterfølgende handlinger kan være udfordrende, men de første to minutter bør være nemme. Du skal bruge en “indfaldsvane”, der naturligt fører dig ad en produktiv vej.

I bogen lister forfatteren flere eksempler:

Tag løbesko og -tøj på (det er meget nemt). Gå i ti minutter (det er nemt). Gå 10.000 skridt (det er moderat). Løb 5 kilometer (det er svært). Løb et marathon (det er meget svært).

eller

Skriv én sætning (meget nemt). Skriv ét afsnit (nemt). Skriv 1.000 ord (moderat). Skriv 5.000 ord (svært). Skriv en bog (meget svært).

Den måde at gå til tingene på, har hjulpet for mig. Vanen skal dannes, før den kan forbedres. På den måde handler det ikke om at konstruere en perfekt vane fra begyndelsen – men om at gøre det nemme med jævne mellemrum. Vanen skal standardiseres før den optimeres.

Jeg har f.eks. prøvet at være ramt af skriveblokade. 2-minutters reglen hjalp mig. For skriveblokade eller ej: Skrive i to minutter, det kunne jeg godt. Faktisk var det svært kun at skrive i 120 sekunder, men det er jo en del af pointen. Jeg opdagede, at den begrænsede tid og snævre grænse medvirkede til, at jeg ikke begyndte at overtænke, men bare skrev derudad. Uden at sortere i teksten eller være for hård ved mig selv.

Det er præcis, hvad der skete. Jeg ville sætte mig ned for at skyde et hjul på kun to minutter. Før jeg vidste af det, ville tiden være forbi. Den snævre grænse hjalp mig med at holde op med at overtænke og bare tale autentisk og med passion, hvilket virkelig gav genklang hos mine venner og klienter.

2-minutters reglen fungerer også godt, hvis du har en tendens til at udskyde opgaver eller opfinde overspringshandlinger. I og med at det netop kun handler om to minutter, er det bare at komme igang …