350 kg glas indgik i den “digitale” kunderejse

En sommer for nogle år siden købte jeg et drivhus. Min rejse fra den første tanke om et drivhus over valg af mærke til køb, levering og samling af drivhuset, var sikkert klassisk. Men rejsen var under alle omstændigheder forholdsvis kaotisk og kompleks. Jeg besøgte en del hjemmesider, jeg talte med venner om det, og jeg besøgte flere byggemarkeder. Inden jeg traf en endelig beslutning om netop mærke, model og leverandør, var jeg således langt omkring.

Drivhuset blev købt i en webshop hos et af de større byggemarkeder. Og den digitale side af sagen gik for så vidt fint. Jeg fik den sædvanlige (og moderat irriterende) stribe e-mails med bekræftelser og opdateringer på, hvor langt min ordre var etc.

Så oprandt dagen, hvor en fragtmand rullede op foran mit hus. Jeg var tilfældigvis hjemme – og godt for det. For havde jeg ikke været hjemme var stumperne til mit drivhus – 6-8 pakker samt en palle med glas – blevet sat af på fortovet foran huset. Pakkerne kunne jeg nok få bugseret væk. Men pallen med glas vejede 350 kg. Og det lykkedes mig kun at få pallen væk fra fortovet efter en moderat ophedet diskussion med fragtmanden.

Dette påvirkede i allerhøjeste grad min oplevelse af denne leverance. Situationen med fragtmanden er fortsat et af de kontaktpunkter, som jeg husker tydeligst fra den samlede rejse. (Der i øvrigt sluttede med, at jeg nu har et fint drivhus i min have.)

Moralen? Tjah … Måske at selvom “alting” digitaliseres indgår der ofte et “analogt” element som f.eks. levering. Før eller siden. Og at man skal passe på ikke at undervurdere det eller de ikke-digtale kontaktpunkter. Som i øvrigt nogle gange kan være uhyre vanskelige at “styre” fordi de ofte er udliciteret til andre virksomheder.