Ejendomsmægleres troværdighed

Politiken offentliggjorde på et tidspunkt en analyse af de faggrupper, som danskerne finder mest og mindst troværdige. (Denne gang optrådte reklamebranchens medarbejdere ikke på listen; sidst de gjorde, havde kun bookmakere en troværdighed, der lå lavere end reklamefolkenes…) Analysen afslørerede, at danskerne mener, at læger, sygeplejersker og politibetjente er de mest troværdige. Til gengæld mener de, at journalister, politikere og spindoktorer er de mindst troværdige. Og på pladsen lige over journalister – en my bedre i vurdering – finder man ejendomsmæglere.

Det er dog interessant. Ejendomsmæglere, der som bekendt er involveret i de største og mest vidtrækkende privatøkonomiske dispositioner som de fleste af os træffer, bliver i troværdighed overhalet af bl.a. taxachauffører, lastbilchauffører og håndværkere.

For nylig arbejdede jeg med en analyse af, hvordan hussælgere oplevede den kunderejse de bliver sendt på, når de beder en ejendomsmægler sælge deres hus. Analysen viste, at det er en rejse der i og for sig starter meget godt: Mægleren er begejstret for huset, roser sælgerens gode smag og er overbevist om, at huset både kan sælges til en god pris og hurtigt. Men alle hussælgerne sad alligevel tilbage med en følelse af, at nærmest fra det sekund, at formidlingsaftalen var underskrevet udviklede kunderejsen sig i negativ retning. Mægleren er nu svær at få fat på, han svarer ikke på opkald og mails, ting trækker ud, information om interessen for huset er begrænset etc. Efter nogen tid dukker mægleren dog (i stort set alle de undersøgte tilfælde) op fra sit flyverskjul og forklarer sælger, at det nok er nødvendigt til at overveje en nedsættelse af udbudsprisen… “Finanskrisen, du ved…”

Når så huset langt om længe – og ofte efter yderligere 2-3 prisændringer – bliver solgt, er det ikke fordi at champagne propperne springer hos sælgerne. Bl.a. fordi at de gennemgående har oplevet, at de forventninger som mægleren har opbygget ikke er blevet indfriet. Rigtig mange oplever desuden, at fra det sekund købsaftalen er underskrevet, mister mægleren fuldstændig interessen for sælger. Så mange af de forskellige praktiske ting, der foregår til sidst i et hussalg, bliver nedprioriteret og sjoflet. Og da afslutningen på kunderejser spiller en rolle for kundens samlede oplevelse, som ikke kan undervurderes, betyder det for mange sælgere, at uanset at deres hus er solgt, er de langt fra tilfredse.

Jeg har for et par år siden selv solgt og købt hus. Og f.eks. oplevede jeg, hvordan ejendomsmæglerkæden ganske kort tid efter købsaftalen var underskrevet bad mig deltage i en tilfredshedsundersøgelse: “Nu har du solgt dit hus. Og da vi gerne vil blive bedre vil vi bede dig svare på nogle spørgsmål om, hvordan du opleve forløbet.” Respekt for interessen for min mening. Problemet er blot, at salget langt fra er afsluttet, så hvordan skal jeg kunne konkludere på min oplevelse. Men det er måske sagen i en nøddeskal: Mægleren har fået en underskrift på en købsaftale. Så slut prut finale: Nu skal han ud og lede efter nogle flere hussælgere!

Selvfølgelig vil mæglerne i en vis udstrækning henvise til konjunkturer, finanskrise m.v. Men det ændrer ikke på, at mæglerens iver efter at få huse at sælge, bl.a. medvirker til, at sælgerne bliver lokket med urealistiske salgpriser og -tider. Som en chef i en af mæglerkæderne udtrykte det: “Ejendomsmæglere driver forretning med næsen. Når de kan lugte penge spurter de i retning af lugten – og er ligeglade med alt andet…”