Hvordan forventer man noget af ungerne?
Som Robert Rosenthal opdagede, så er der noget der tyder på, at vi ikke skal være bange for at stille høje forventninger til vores børn – og at det handler om den selvopfyldende profeti.
John Hattie, en newzealandsk professor med fokus på læring, peger på, at hvis børn skal have udbytte af undervisning, så har de brug for at blive mødt af voksne, som hjælper dem med at løfte deres egne ofte lidt forsigtige forventninger. Ved at forvente noget af børn, sender man som forældre et signal om, at man ser muligheder i børnene, som de ikke nødvendigvis selv ser.
Hattie fremhæver tre ting, som man kan gøre.
Fokusér på indsats frem for resultater: Det vil sige, at man skal fokusere på, hvad barnet gør – og at barnet gør noget. Og ikke på, hvad barnet opnår og for eksempel, hvilken karakter barnet får. Fokusér på det, barnet har ”magt” over og mulighed for at kontrollere.
Lad barnet gøre det, som det selv kan: Det betyder, at man skal undlade at hjælpe barnet med opgaver, som barnet selv kan finde ud af – også selvom det for eksempel tager længere tid. Det sender et signal til barnet om, at man har tillid til, at det kan selv.
Endelig det tredje man kan gøre: Bliv ved med at tro på barnet – også selvom barnet holder op med at tro på sig selv. At have høje forventninger til et barn er “nemt nok”, så længe barnet udvikler sig og kan indfri forventningerne. Men før eller siden opstår der problemer. Noget er mere vanskeligt end som så, og fremskridt lader vente på sig. Her handler det om at holde fast. Tvivler forældrene, så begynder barnet også at tvivle.