Forventninger til børn
Robert Rosenthal var psykolog på Harvard University. Han bad nogle laboratorieansatte passe to grupper rotter. Han forklarede, at den ene gruppe rotter var langsomme, når de løb gennem labyrinter, den anden gruppe var hurtige. Der var dog ikke var forskel på rotterne. Men over tid udviklede “de hurtige rotter” sig til at være hurtigere end “de langsomme”.
Rosenthal gik skridtet videre og lavede et tilsvarende forsøg med skolebørn. Han kontaktede en lærer på en skole i Californien og fortalte hende, at i den 1. klasse, hun skulle undervise, var der en gruppe elever med et særligt stort potentiale for indlæring. Læreren kastede sig over undervisningen med krum hals, og da elevernes IQ blev målt ved skoleårets slutning, viste det sig, at den særlige gruppe elever havde forbedret sig med 27 point. Det er et ekstraordinært resultat.
Men også her var eleverne, ligesom rotterne, udvalgt tilfældigt, og de adskilte sig ikke fra elever i kontrolgrupper. Både de hurtige rotter og de kvikke elever klarede sig objektivt bedre end kontrolgrupperne, fordi de blev mødt af et andet fokus, af en anden opmærksomhed og ikke mindst af større forventninger. De klarede sig bedre, fordi andre forventede, at de var bedre.
Rosenthal opdagede et fænomen, som i dag er en lige så etableret sandhed i psykologien, som det er en uudnyttet omstændighed: Når vi mødes af høje forventninger, klarer vi os bedre, end hvis vi mødes af lave.
Der er noget der tyder på, at vi ikke skal være bange for at stille høje forventninger til vores børn – og alle mulige andre for den sags skyld.
Det handler om noget meget centralt inden for forventninger – nemlig den selvopfyldende profeti.