Jeg er født ind i en familie, hvor det ikke er på valg, hvilken fodboldklub man holder med. Det handler sådan set ikke om, at jeg er indfødt århusianer; det handler mere om at jeg har to onkler, som i sin tid spillede på byens førstehold. Så jeg har hele mit liv holdt med “de hviiie” – med AGF.
At være AGF-fan har i perioder været en barsk affære fordi resultaterne har været såvel ustabile som beskedne.
Denne sæson har dog indtil videre været uhyre opmuntrende. Når Superligaen starter igen den 8. februar, er det med AGF på førstepladsen med 40 point. Det er lige så mange point, som holdet høstede gennem hele sidste sæson. Herefter er der fire runder tilbage af grundspillet og så 10 kampe i slutspillet. Alt i alt er der for de seks bedste hold således 14 kampe tilbage (og 42 point at spille om) inden denne sæsons mester kan kåres.
De seneste to sæsoner har 63 point været nok til at udløse et Danmarksmesterskab. Hvis det også er tilstrækkeligt i denne sæson, skal AGF “blot” vinde otte af de kommende kampe (en kombination af sejre og uafgjorte kampe kan i sagens natur også gøre det), så kan holdet kan kalde sig for danske mestre for første gang i 40 år.
Det kan mærkes i Århus, hvor stemningen er god. Der hersker en vis optimisme, men der bruges også energi på at styre begejstringen. Mange opfordrer til forsigtighed, til at holde begge ben på jorden og til at gå stille med de store forventninger.
For på samme måde som det tidligere var mere reglen end undtagelsen, at AGF satte en føring til i de sidste spilleminutter, så har der også været en tradition for store udmeldinger og ambitioner, som ikke er blevet indfriet. Tidligere satte to sejre i træk strøm til højrøstede drømme om mesterskaber og Champions League.
Sæsonen 09/10 var et særligt grelt eksempel. Efter en god periode lå AGF nummer et i ligaen og i vinterpausen blev holdet endda forstærket med stjernen Martin Jørgensen, der kom hjem fra Serie A-klubben Fiorentina. Både forventningerne og udmeldingerne var store, men det hele endte ikke desto mindre med, at AGF rykkede ud af Superligaen – selvom det nærmest var en matematisk umulighed.
Så denne gang mener mange, at det er vigtigt, at benene bevares på jorden og man holder sig fra store, optimistiske udmeldinger. Det handler muligvis om at undgå, at AGF bliver til grin igen igen, men det handler tilsyneladende også om overtro. For på lægterne minder AGF-fans efter sigende hinanden om, at nu må man ikke jinxe. Altså at man ikke må glæde sig for tidligt, fordi det vil kunne tiltrække uheld og ligefrem forbandelser og således stikke en kæp i hjulet i forhold til mesterskabsdrømmene.
Men hvad er mon den rigtige “forventnings-strategi” for en hårdt prøvet AGF-fan? Der er (mindst) to muligheder.
En mulighed er “defensiv pessimisme” a la Svend Brinkmann med henvisning til stoikerne. Noget i retning af at kombinere realisme med en lille smule optimisme: “det bliver vanskeligt, men vi gør vores bedste”. På den ene side forholder man sig brutalt og konkret til omstændighederne samtidig med, at man forsøger at bevare roen og troen på, at det trods alt – måske og eventuelt – kan lade sig gøre.
En anden mulighed er, at tro på l**tet og nyde forventningens glæde. “If you expect a lot you get a lot”: Tro på det og forvent noget! Hvis det så går galt i sidste spillerunde og FC Midtjylland alligevel vinder trofæet, så har vi i det mindste haft nogle gode måneder med glæde, begejstring og optimisme.
Gennem eksperimenter med først rotter og siden børn, opdagede Harvard-forskeren Robert Rosenthal helt tilbage i 60’erne et fænomen, som i dag er en lige så etableret sandhed i psykologien, som det er en uudnyttet omstændighed: Når vi mødes af høje forventninger, klarer vi os bedre, end når vi mødes af lave.
For den gode ordens skyld: “Høje forventninger” betyder i denne sammenhæng ikke, at man som forældre eller lærer (eller fodboldtræner) blot sidder henne i hjørnet og råber til ungerne, at man forventer meget af dem. Det betyder, at man har og dyrker en relation til dem, som man forventer noget af. At man hjælper dem, tror på dem, har tillid til dem – og understøtter det med relevant og konstruktiv handling.
Hvis forventninger skal tildeles en påvirkende effekt, så kræver det en relation. Derfor er det formentlig ret ligegyldigt, hvad fans og århusianere går rundt og forventer på gågaden i Århus – eller synger på lægterne på stadion. Fordi det afgørende selvfølgelig er, hvad der foregår på træningsbanerne og i taktiklokalet på Fredensvang – og på hjemme- og udebane før, under og efter en kamp. Det afgørende er, hvad cheftræner Jakob Poulsen siger og gør – og hvad spillerne tænker og tror på.
Jeg tvivler på, at man – som Superliga-hold, virksomhed eller menneske i almindelighed – kommer særligt langt med med defensiv pessimisme. I mange af livets forhold vokser vi, som Rosenthal fandt frem til, af forventninger og tro på os selv og hinanden. Den selvopfyldende profeti kan være en uhyre stærk muskel.
Det betyder ikke, at jeg ligefrem vil opfordre til ”offensiv optimisme”, men hvis man går ud i verden med en alt for forsigtig holdning til, at noget nok bliver vanskeligt, men at man jo må gøre det så godt man kan, så kan det også lyde som en sproglig kattelem. Eller en formulering, som man bruger for at have en undskyldning klar, hvis det så ikke lykkes.
Når det er sagt, så er det fra AGFs, Jakob Poulsens og spillernes side utvivlsomt en god kommunikationsstrategi, at holde sig fra alt for offensive officielle udmeldinger og forventninger, som i sig selv kan være med til at sætte et modstanderhold op. Selv mod de mest inferiøre modstandere er det sjældent en god ide at nedgøre modstanderne på forhånd. Netop fordi det i sig selv kunne have en effekt.
Omvendt skal man nok heller ikke nedjustere forventningerne, som Manchester Uniteds (nu forhenværende) træner Ruben Amorin gjorde det for et års tid siden. Offentligt kaldte Amorin sit hold for “det måske dårligste” i klubbens historie. Christian Eriksen var en del af holdet dengang og han kritiserede efterfølgende Amorin for udtalelsen: “Nogle ting kan man sige internt, men det er ikke særlig klogt at sige det eksternt, for det lægger ekstra pres på spillerne og sætter et ekstra stempel på dem, som i forvejen forsøger at gøre deres bedste.”
Men samtidig med at AGF-fans forsøger holde benene på jorden, afholder det dem ikke fra at involvere de højere magter. I december sidste år besøgte en fan Vatikanet og overrakte ved den lejlighed Pave Leo den 14. en AGF-spillertrøje – ledsaget af et fromt ønske om, at Paven ville sende AGF en kærlig tanke i 2026. Dét lovede Leo efter sigende.
Med en pavelig bøn i bagagen er der for mig ingen tvivl. Så jeg tillader mig fortsat både at håbe på, tro på – og forvente – at 2026 bliver et ganske særligt år for min klub!
#ksdh
Det var mine onkler, Erik og John, der spillede for AGF i 1950’erne og i begyndelsen af 60’erne. De spillede i øvrigt også på landsholdet. I klublokalerne i Fredensvang hænger denne tegning af dem.