Vi har jo knap taget hul på det nye år. Men hvordan går vi egentlig ind i det? Er det optimistiske og tillidsfulde forventninger? Eller det modsatte? Med alt hvad der sker omkring os i denne tid, er det vel egentlig et meget godt spørgsmål.
Svend Brinkmann har flere steder gjort sig til talsmand for ”defensiv pessimisme”.
Umiddelbart lyder det ikke videre opløftende – nærmest som pessimisme med pessimisme på. Men så vidt jeg forstår det, mener Brinkmann det ikke helt så slemt. Hans udlægning af defensiv pessimisme handler om at kombinere realisme med en vis optimisme. Noget i retning af “det kan godt blive vanskeligt, men jeg gør mit bedste”. Eller om at forholde sig meget konkret til omstændighederne samtidig med at man bevarer troen på, at nogle ting trods alt kan lade sig gøre.
Jeg vil ikke ligefrem opfordre til ”offensiv optimisme”, men jeg er under alle omstændigheder ikke videre begejstret for defensiv pessimisme. Hvis man går ud i verden med en holdning om, at noget nok bliver vanskeligt, og så må man jo må gøre det så godt man kan, så lyder det som en sproglig kattelem, en “retorisk buffer” eller i det hele taget som en formulering, man bruger for at have en undskyldning klar, hvis dét man har sat sig for, ikke lykkes. Desuden risikerer man at pessimismen og bekymringen i sig selv kan fungere som en selvopfyldende profeti.
Ord betyder alt.
Men selvfølgelig er der en balancegang mellem den defensive pessimisme og den offensive optimisme.
Jeg blev i den forbindelse inspireret af den hollandske historiker og forfatter Rutger Bregmann og Maria Konnikova, der er russisk/amerikansk forfatter, pokerspiller (!) m.m. De to argumenterer hver for sig for, at hvis man er i tvivl, kan man med fordel forsøge at antage det bedste – og ikke som de fleste: tro og forvente det værste.
Hvis jeg har en fornemmelse af, at min chef ikke bryder sig om mig, så er der en stor risiko for at min adfærd, uanset om jeg har ret eller ej, vil ændre sig. Og dét kan netop ende som en selvopfyldende profeti – og ende med at chefen ikke bryder sig om mig. Tanken om at noget bliver svært, kan i sig selv medvirke til, at det bliver sværere end det behøvede at blive.
Hvis vi er for godtroende og stoler på nogen, som vi ikke kan stole på, så kommer sandheden før eller siden for en dag. Beslutter vi os for ikke at tro på nogen, finder vi aldrig ud af, hvem der havde ret.
Tror jeg på det bedste i andre og tror på, at de vil mig det godt og lader en evt. tvivl komme dem til gode, så kan det i sig selv have en ikke-komplementær virkning. Mine forventninger, min tiltro og min tillid kan påvirke dem, der faktisk ikke har reelle hensigter.
Men hvad så, hvis jeg alligevel bliver snydt? Det er en risiko, der følger med tillid og vel i det hele taget følger med det at leve. Personligt vil jeg til enhver tid foretrække en skuffelse i ny og næ frem for “defensiv pessimisme” og frem for hele tiden at være på vagt. En skuffelse i ny og næ er en beskeden pris at betale for den luksus, det er, at have tillid til og stole på andre.
Og hvis jeg ligefrem aldrig er blevet snydt, bør jeg måske spørge mig selv, om jeg egentlig er et tilstrækkeligt tillidsfuldt menneske?