Søren Kierkegaard
Forventningens glæde kæder mange sammen med Søren Kierkegaard. For der findes en fortælling om, at Søren Kierkegaard inviterede sin forlovede, Regine Olsen, i Det Kgl. Teater for at overvære Mozarts opera “Don Juan”. Regine glædede sig og havde store forventninger til teaterturen.
Men efter et par takter af ouverturen førte Kierkegaard hende ud af teatret, imens han sagde: ”Nu gaar vi, nu har du havt det bedste, Forventningens Glæde!” Sådan beskriver forfatteren Joakim Graff teaterturen i bogen ”SAK”.
Men Joakim Graff skriver også, at det imidlertid viser sig, at historien er en myte – omend det er en sejlivet en af slagsen. Regine Olsen fortalte senere, længe efter forlovelsen med Søren Kierkegaard blev ophævet og i øvrigt også længe efter, at han var død, hvad der i virkeligheden skete den aften i teatret. Parret forlod ganske rigtigt teatret, inden operaen var slut. Men årsagen var den enkle, at Søren Kierkegaard havde fået en voldsom hovedpine. Så talemåden om forventningens glæde kan altså ikke tilskrives Søren Kierkegaard.
Det ændrer ikke på, at de fleste af os kender til både vendingen og følelsen. Den positive følelse, der er forbundet med at se frem til en begivenhed eller en oplevelse opstår i mange af livets forhold – fra dagligdagsfænomener som at glæde sig til at drikke kaffe med en god ven – over børns forventninger til fødselsdage og jul – til voksnes glæde ved forventningen om store livsforandrende begivenheder som fødsler eller bryllupper.
Som jeg har nævnt tidligere, kan talemåden – at forventningens glæde er den største – pege på, at forventninger er med til at forme livet; glæden ved at forvente noget kan i sig selv være en væsentlig del af turen. En oplevelse er ikke kun en oplevelse – tiden med forventningen kan udgøre en del af oplevelsen og være med til at berige den.