Motorcykler og forventninger

Af

Søren Bechmann

3. april 2025

Motorcykler og forventninger

Min ven Peter har gennem mange år kørt motorcykel – og ikke “bare” motorcykel; han kører naturligvis Harley Davidson. Han fik nys om, at en særlig motorcykelmekaniker, der er ekspert i at justere Harleyer, ville komme forbi et nærliggende værksted. Peter ville gerne have sin motorcykel justeret, han glædede sig og havde store forventninger til justeringen. Så han fik afleveret motorcyklen på værkstedet, og nogle dage senere hentede han den igen og kørte derfra. 

Motorcyklen kørte fantastisk, og Peter var lykkelig. Som den venlige mand, han er, ringede han til eksperten for at takke for indsatsen. Da eksperten kom i røret, startede han med at beklage: Han havde endnu ikke haft tid til at kigge på Peters motorcykel …

Peters forventning til ekspertens justering af motorcyklen var i sig selv med til at overbevise Peter om, at den nu kørte fantastisk og bedre end nogensinde. Det blev han enig med sig selv om – også selvom eksperten ikke havde været i nærheden af motorcyklen.

Forventninger optræder overalt i vores liv i mange forskellige sammenhænge og på mange forskellige tidspunkter.

Det paradoksale er, at forventningsbegrebet i mange sammenhænge er både overset og undervurderet. Der er ikke mange, der beskæftiger sig med forventninger og endnu færre skriver om dem. Samtidig er det tankevækkende, hvordan vi er meget bevidste om nogle forventninger, samtidig med at der er andre forventninger, som vi nærmest ignorerer. 

Forventninger er som at trække vejret. De er der hele tiden, men vi tænker ikke nødvendigvis på dem.På den måde nærmer vi os meningen med den bog, som jeg har skrevet: Jeg vil have dig til at være mere bevidst om dine forventninger, tage kontrollen over dem, styre og styrke dem og på den måde måske få et (lidt) bedre liv.