Har vi brug for flere forventninger på jobbet?

Af

Søren Bechmann

28. august 2025

Har vi brug for flere forventninger på jobbet?

“Den moderne leder skal have lov til at være sårbar, empatisk, troværdig, synlig og ærlig. Problemet er bare, at omsorgsbølgen har medvirket til, at mange ledere er blevet alt for bløde. En af konsekvenserne er, at forventninger og mål er blevet holdt hemmelige. Der eksisterer simpelthen en berøringsangst i forhold til den meget konkrete forventning.”

Ordene er Morten Ballisagers og de stammer fra mit interview med ham til min nye bog. Og blandt andet derfor er der måske ikke brug for færre ­– men flere – forventninger på arbejdspladsen. Fordi klare mål, tydelige KPI ’er og indiskutable forventninger i virkeligheden kan være med til at skabe tryghed. Ikke mindst fordi mål, KPI’er og forventninger kan fungere som et bolværk mod den chef, som det viser sig, at man som medarbejder fuldstændig har fejllæst, når han pludselig kommer ind på kontoret med en fyreseddel i hånden.

På den måde kan flere og tydelige forventninger også være med til at skabe (psykologisk) tryghed. Fordi “forventningsafstemning” kan være med til at fjerne tvivl og utryghed; der behøver ikke være tvivl om, hvad der netop forventes og hvad der derfor skal leves op til.