Er forventningens glæde den største?
Mange kender til forventningen til nytårsaften. For nogen skal det være “årets fest”, og alle sejl sættes, og så fiser det alligevel ofte ud. Personligt har jeg mange gange kedet mig gudsjammerligt og utålmodigt ventet på, at klokken kunne slå midnat, så jeg kunne komme hjem i seng.
Når man taler om, at forventningens glæde er den største, kan det betyde, at man glæder sig så meget til en kommende begivenhed, at forventningerne får en størrelse, hvor det nærmest kun kan ende som en skuffelse. Selve oplevelsen har ikke en jordisk chance for at leve op til forventningerne. Min erfaring er for eksempel, at de bedste fester ofte er dem, der er de mindste forventninger til.
At forventningens glæde er den største, kan også pege på, at forventninger er med til at forme livet; glæden ved at forvente noget kan i sig selv være en væsentlig del af turen. Tiden med forventningen kan udgøre en del af oplevelsen og berige den.
Mange oplever sikkert også, at julen jo er meget mere end juleaften.
Henrik Mahncke, der er en af forfatterne bag bogen ”Vores livskvalitet”, peger på, at forventningens glæde er en af de nemmeste knapper at skrue på, hvis man vil have et lykkeligere liv. Det vil sige, at man skal forvente og glæde sig noget mere. Henrik advarer mod, at man udelukkende glæder sig til nogle få, store ting, som for eksempel et bryllup. Her viser det sig, at forventningen peaker tre måneder før brylluppet, hvorefter man hurtigt er tilbage ved udgangspunktet.
Henrik Mahncke anbefaler i stedet, at man hele tiden skal have flere ting, som man glæder sig til – for ham selv fungerer det med seks forskellige ting, hvoraf to af dem godt må være noget, som man glæder sig til at få overstået …