Tese # 4 om kunderejsen

Af

Søren Bechmann

9. oktober 2026

Jeg arbejdede engang for en virksomhed i en branche, hvor mønsteret var tydeligt: var du dygtig til dit job, blev du forfremmet. “Dygtig” blev afgjort på den nemmeste måde, nemlig med tal, og dem var der flest af i salgsafdelingen.

Virksomhedens adm. direktør var selv det klassiske eksempel. Han begyndte som sælger. Fordi han var en dygtig sælger, blev han salgschef. Så salgsdirektør. Og pludselig altså adm. direktør.

I et fortroligt øjeblik sagde han til mig, at han ved hver forfremmelse kom længere og længere væk fra det, han egentlig var god til. Og ikke mindst længere væk fra kunderne. Til gengæld traf han flere og flere beslutninger om netop kunderne og på et erfaringsgrundlag, der for længst var forældet.

Siden har jeg set det igen og igen, og det har givet anledning til tese 4:

Mange beslutninger om kunder
bliver truffet af nogen,
der sjældent møder en

Hvorfor?

Der er et indbygget paradoks i næsten enhver organisation af en vis størrelse: De, der ved mest om kunderne, har som regel mindst magt. Og dem med mest magt møder færrest kunder.

Banker er et godt eksempel. Jo højere du kommer op i hierarkiet, jo længere kommer du fra skranken, og jo færre kunder møder du. 

Kundekontakt er ofte noget, man bliver forfremmet væk fra. 

Derfor kan det være de mindst erfarne og kortest uddannede, der taler mest med kunderne.

Men det er i frontlinjen, at man hører kundernes spørgsmål, frustrationer og misforståelser og oplever, hvor processerne ikke fungerer. Det er til gengæld ikke i frontlinjen, at beslutninger træffes, systemer vælges eller det afgøres, hvilke KPI’er det er relevant at styre efter. Det sker længere oppe og længere væk.

På vejen derop skifter viden form for hvert lag:

Kunden siger: ”Jeg forstod simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre.”

Medarbejderen hjælper kunden videre og registrerer det måske som ”henvendelse vedr. onboarding”.

Det bliver til: 12,7 % af henvendelserne handler om onboarding og ledelsen ser et tal i et Excel-ark.

Sætningen er blevet til en søjle, og den er ikke forkert. Den kan blot være uhyre vanskelig at handle på, fordi alt det, der gjorde sætningen brugbar, er filtreret fra.

Og det var endda viden, der blev registreret. Det meste af det, der foregår ved skranken, bliver aldrig skrevet ned, men ender som tavs viden. For eksempel viden om, hvad man med fordel kan gøre, når kunden tøver, eller hvilken sætning der får skuldrene ned. Det er der ingen, der taler om. Måske fordi man går ud fra, at alle gør det samme. Og ledelsen spørger ikke, for den ved ikke, hvad den skal spørge om.

På den måde kan en organisation sidde på enorme mængder kundedata og alligevel vide meget lidt om kunderne. Data er ikke altid det samme som viden.

Det er ikke, fordi ledelsen nødvendigvis er ligeglad. IMD spurgte 454 ledere, om dét at forstå kunderne og handle på den forståelse var afgørende for succes. Det var 63 % enige i. Men blot 24 % beskrev deres egen virksomhed som reelt kundedrevet.

Viljen er der, men afstanden kan være problemet.

Holder tesen altid?

Nej, og der findes heldigvis eksempler på det modsatte.

Jeg har mødt adskillige virksomheder, hvor ledelsen – også den øverste – med jævne mellemrum står i frontlinjen. Hvor de ekspederer kunder, lytter med på opkald eller samler burgere. 

Fællestrækket er, at det står i kalenderen og at det ikke er “en begivenhed”, men en rutine.

Og for den gode ordens skyld: Jeg mener naturligvis ikke, at beslutninger om pris, systemer, prioriteringer og mange andre ting skal træffes i frontlinjen på baggrund af en mere eller mindre tilfældig kunde, som man talte med i tirsdags. En enkelt samtale kan måske tjene som inspiration, men den er ikke nødvendigvis et grundlag for en vidtrækkende beslutning.

Med tesen mener jeg ikke, at dén, der taler med kunderne, skal bestemme. Men jeg vil til enhver tid foreslå, at den, der beslutter også lytter til kunderne – systematisk, og med deres egne ord.

På onsdag

Hvad kan du selv gøre på onsdag?

Du kan skabe et overblik over, hvor tæt jeres beslutningstagere i virkeligheden er på kunderne. Om I har en fast plan for, hvordan ledelsen møder kunderne? Samles der op? Og hvordan?