Skal vi undlade at forvente noget?
I nytårstalen i 2014 sagde Dronningen:
“Vi skal virkelig forvente noget af vores medmennesker,
ligesom vi ønsker, at nogen skal forvente noget af os.
Det er at have tillid til hinanden,
at tro på mulighederne for hinanden.
Derfor skal vi tale op i stedet for at tale ned.”
Det bliver naturligvis i sig selv ikke rigtigt af, at det er Dronningen, der har sagt det. Men hun har i mange år på en fin måde været vores moralske kompas og etiske fyrtårn – også med denne opfordring.
At forvente noget af nogen, som forventer noget af mig, betyder, at vi gør os afhængige af hinanden. Og det betyder også, at vi risikerer at blive skuffede og kede af det.
Men livet er jo en risikabel affære, og nogle gange må vi løbe tilværelsens risiko; den risiko, der er forbundet med at være til – herunder at involvere sig med andre mennesker.
Der er nogen der mener, at man ikke skal forvente noget som helst. Svend Brinkmann opfordrer til det som han kalder ”defensiv pessimisme”.
William Shakespeare, uden sammenligning i øvrigt, mente, at forventninger er “roden til alle hjertesorger”. Og den amerikanske erhvervs- og rigmand Warren Buffet mener, at hemmeligheden bag lykke er lave forventninger.
Store forventninger kan naturligvis give anledning til store skuffelser. Men jeg synes, at det er vigtigt at holde fast i, at forventninger – også – er et udtryk for tillid.
Jeg er overbevist om, at opskriften er, at man skal blive bevidst om sine forventninger. Tænke noget mere over dem – herunder eventuelt over, hvor de mon kommer fra.
Det er under alle omstændigheder vanskeligt, at undlade at forvente noget som helst.
For på samme måde som man ikke kan ikke-kommunikere mener jeg ikke, at man kan ikke-forvente. Ingen forventninger er også en slags forventninger.