Service på Molskroen

 

Jeg spiste en middag på Molskroen sidste sommer. Vejret gjorde det muligt at sidde på terrassen, så middagen blev nydt i det fri med udsigt til vand. En smuk, smuk dansk sommeraften – og en mageløs god menu. Jeg er ikke i tvivl om, at den hører til blandt de fem bedste, jeg nogensinde har spist. Muligvis den bedste.

 

Maden var således fantastisk. Servicen var til gengæld ikke noget videre. Den var korrekt, bevares, men der var en del små-svipsere. Og personalet manglede vel i virkeligheden mest af alt alder; det vil sige dén alder og erfaring som gør, at man kan og tør improvisere med afsæt faglighed og viden. Dén alder som også kan tilføre noget personlighed.

 

Derudover slog især to ting ud.

 

Som jeg har talt og skrevet om i en lang række sammenhænge, er der et betydeligt potentiale i at tænke i peak-ends. Sørg for et relevant peak og en god slutning i den samlede oplevelse, så vil de fleste mest af alt huske det og med stor sandsynlighed glemme svipserne. Ikke mindst er slutningen i min optik uhyre vigtig. Og på Molskroen er slutningen meget traditionel uden overraskelser. Det vil sige, man får sin regning ved bordet og skal faktisk ud i indgangen for at komme til en kreditkort-terminal. Der findes jo trods alt en del teknologi, der kunne løse det lidt mere elegant. Derudover fik vi lov til at gå uden nogen videre afsked; flere tjenere kunne ikke undgå at bemærke, at vi gik, men det udløste hverken et farvel eller “tak for i aften”.

 

At der ikke eksisterer en mobil kreditkortterminal kan måske hænge sammen med at pengene i stedet er brugt på indkøb af et antal iPad mini. For Molskroen har ikke noget traditionelt menukort. I stedet udleveres en iPad til hver enkelt gæst, som så kan scrolle lidt rundt i en meget overskuelig menu og et noget mere omfattende menukort.

 

Med risiko for at blive kaldt gammel, bagstræberisk, maskinstormer og hvad ved jeg: Personligt ville jeg foretrække en trykt menu og jeg har i det hele taget svært ved at se, hvad “iPad menukortet” gør for oplevelsen. Og selvom det jo så er nemt at ændre menu og vinkort, er det nok et spørgsmål, hvornår – om nogensinde – at det bliver mere omkostningseffektivt at bruge iPads end at trykke/printe menukort.

 

Fordi noget kan lade sig gøre, er det ikke ensbetydende med, at man så absolut skal gøre det.