I weekenden havde jeg fornøjelsen af at opholde mig på Ruths Hotel. Det vil sige en overnatning i en skøn suite, en tur i wellness-afdelingen, en middag og morgenmad. Og i sagens natur ind- og udtjekning.
Gode mennesker har mere end en gang påpeget, at jeg kan være kunden fra helvede. Fordi jeg ikke finder mig i elendig service og dårlige oplevelser – og fordi jeg vil have noget for pengene. Om jeg ligefrem var kunden fra himlen i denne weekend, er nok at stramme den. Men jeg havde under alle omstændigheder ikke noget at brokke mig over.
Ruths er som en velsmurt, ny-serviceret V8’er, hvor man som gæst cruiser behageligt gennem opholdet. Ingen forstyrrende elementer eller vibrationer og man bestemmer selv hastigheden.
Med risiko for at lyde væsentlig ældre end jeg ser ud til at være (eller for den sags skyld er): Fordi man kan digitalisere et kontaktpunkt, behøver det ikke være et argument for at gøre det. Mit eneste digitale kontaktpunkt med hotellet (bortset fra da jeg bookede) var den sms, som jeg modtog et par timer før det officielle tidspunkt for indtjekning: En besked om, at værelset var klar (før officiel indtjekning) og at hotellet så frem til at byde os velkommen.
Resten var analogt og fungerede. Ingen kunstig intelligens, kun ægte intelligens. Ingen studentermedhjælpere med 45 minutters erfaring, kun voksne medarbejdere med personlighed og unge med dygtig- og venlighed.
Udover muligheden for tidlig indtjekning omfattede rejsen yderligere et par “delights” (jf. Kano), hvor vi fik noget uforventet: hoteldirektøren hilste på (tror hun hilste på de fleste i restauranten) og vi blev sendt til Århus med “goodiebag” og vand. Så det blev til indtil flere plusser i regnestykket …
At besøge Skagen og Ruths er ikke specielt billigt. Men det er godt.