Omotenashi!

Det siges, at det er de færreste ikke-japanere, der kendte til begrebet “omotenashi” før Christel Takigawa brugte ordet i en tale til den olympiske komite – i forbindelse med Tokyos (succesfulde) forsøg på at blive vært for OL i 2020.

“Omotenashi” kan være vanskeligt at definere. Men japanerne bruger ordet til at beskrive, hvad de selv mener er deres unikke tilgang til service og gæstfrihed. “Omotenashi” omfatter at man tilsidesætter sig selv i bestræbelserne på at yde den gode service – uden på nogen måde at være underdanig, overdrevent ydmyg og servil. At forstå og forudse forventninger og behov er en del af kernen i konceptet.

Hvis du har oplevet japansk service og du blev efterladt med tanken “hvor kom det fra?” eller “hvordan kom de til at tænke på dét?”, så er du formentlig blevet ”omotenashi’d”…

Jeg har besluttet mig for at kigge nærmere på den japanske servicekultur og vil tilbringe noget af november måned i landet. Jeg vil løbende beskrive oplevelsen her på siden. Stay tuned…