Man kan hvad man vil. Hvis man kan
Walt Disney bliver ofte citeret for at have sagt: “If you can dream it, you can do it.” Den danske udgave er vel “Du kan, hvad du vil.”
Der er mindst tre ting galt med dét postulat.
For det første var det ikke Walt Disney, der oprindeligt sagde det.
For det andet er det noget vrøvl – præmissen er forkert. Uanset, hvor meget jeg drømmer, er det ikke ensbetydende med, at jeg i alle tilfælde kan realisere drømmen.
For det tredje problem kan postulatet være med til at påføre vores børn (og for den sags skyld alle andre) en kæmpe og urealistisk byrde. Hvis vi kan, hvad vi vil, bliver logikken jo, at hvis man så ikke lykkes, så er det ens egen skyld. Var postulatet sandt, ville det betyde, at den eneste grund til, at min søn ikke spiller på landsholdet, eller min datter ikke danser i Den Kongelige Ballet, er, at de ikke vil det nok.
Det ægte dilemma er, at der utvivlsomt er mange børn, som er blevet opdraget i en strøm af velmenende råd fra forældre med afsæt i flosklen om, at de kan blive lige præcis, hvad de vil. I yderste konsekvens kan resultatet være børn, der går rundt med en livslang forventning om, hvis de blot hænger i, så når de deres mål. Men det gør alle ikke.
En af Danmarks gennem tiden største forfattere Klaus Rifbjerg præciserede udtrykket. Han sagde: “Man kan. hvad man vil. Hvis man kan.” Med tilføjelsen pegede Rifbjerg på, at der naturligvis er omstændigheder i spil, som påvirker ens muligheder. At ressourcer, baggrund, opbakning, evner og talent spiller ind.Det er en vigtig balancegang: Hvis forventninger til et barn er for høje, kan det skabe usikkerhed og stress. Hvis forventningerne er for lave, kan det hæmme barnets udvikling.