Lad os få begreberne på plads …

Af

Søren Bechmann

17. april 2025

Lad os få begreberne på plads …

Hvad er en forventning – egentlig?

Det kan være en god ide at få begreberne på plads.

Jeg opfatter en forventning som en tro på, en formodning, en forestilling eller en antagelse om, hvad der med en vis sandsynlighed vil ske på et tidspunkt i fremtiden. Det kan også være en drøm, et ønske eller måske en forudsigelse af et bestemt resultat. Man kan være mere eller mindre bevidst om en forventning. Og forventninger kan være passive eller aktive; jeg kan forvente noget og læne mig tilbage – eller jeg kan følge op med handling.

Det er svært at beskæftige sig med forventninger uden at beskæftige sig med overbevisninger – for de to begreber overlapper hinanden og forveksles ofte. Men overbevisningen stikker dybere end forventningen. En overbevisning er en fast tro, der er solidt forankret. Overbevisningen er forventningen på steroider, og man er for eksempel “i sin grundvold” overbevist om, at noget er rigtigt eller forkert, ordentligt eller uordentligt. Eller måske er man overbevist om, at der er mere mellem himmel og jord; at alle mennesker har ret til de samme lige muligheder, eller at ærlighed og integritet er afgørende for personlig og samfundsmæssig trivsel. Overbevisninger er ofte sværere at ændre end forventninger, fordi de er dybt integreret i et menneskes identitet og personlige værdier.

Endelig er tillid en forventning om, at en given norm respekteres, og andre vil opføre sig eller handle på en bestemt måde. Det er ikke en forudsætning, at vi kender dem, som vi har tillid til. Den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup skrev et sted at udgangspunktet for de fleste er tillid. Mistillid kræver særlige omstændigheder.

Andre begreber der også kan have noget med forventninger at gøre, er begreber som for eksempel bekymring, håb, overraskelse og skuffelse.