Hvorfor en bog om ugen?

Som jeg har skrevet tidligere, traf jeg en beslutning om at gøre noget ved mine dårlige læsevaner. Jeg vil simpelthen læse en bog om ugen – og vel at mærke læse hele bogen. Men hvorfor egentlig det? Jeg har tænkt over det. Og både synes og kan mærke, at der er en række grunde.
I sagens natur bliver man mere vidende. Jeg får mere input. Og vel at mærke input som kan påvirke indholdet i mine foredrag, mine egne bøger, workshops osv. Med andre ord spiller litteraturen en vis rolle for min virksomhed og forretningsmodel.
I forlængelse af det er jeg heller ikke i tvivl om, at mit bøgerne simpelthen virker inspirerende, styrker min kreativitet og virker ide-genererende.
Jeg bilder mig også ind, at jeg bliver en bedre forfatter. Dels, som nævnt, fordi det påvirker input til kommende bøger. Men i selvfølgelig også fordi oplevelsen af andre forfatteres stil, tilgang, metode m.v. kan påvirke mine ditto.
Der er desuden ingen tvivl om, at min læsehastighed er øget. Det er sket ad flere omgange. Dels løbende fordi det vel i vid udstrækning er et spørgsmål om træning. Og dels konkret fordi jeg tog et kort og intensivt “speed reading” kursus, som mindst fordoblede min læsehastighed.
Endelig har projektet styrket min selvdisciplin. Man får ikke læst 300 sider om ugen uden af og til at stramme balderne sammen og tage sig tid til de godt 40 sider, der så skal læses dagligt.*)
Og der er sikkert andre grunde…

*) I øvrigt har projektet vist sig ”selvforstærkende” i den forstand, at jeg jo mere jeg har læst, jo mere appetit på flere bøger har jeg fået. I skrivende stund (slutningen af uge 11) er jeg solidt foran: Jeg er tæt på at være igennem bog nr. 15.