Hvis dit brand var et hotel…

camper hotel

Det spanske skomærke Camper har gjort det. Det samme har Armani. Og Hard Rock Cafe. Og selvfølgelig Disney. På vores breddegrader har Legoland gjort det. Og Tivoli har på en måde også gjort det.

De pågældende brands har hver især etableret et hotel. Det er interessant. For det betyder at mange flere sanser dermed kommer i spil. Og det betyder, at man kan lade brandet komme til udtryk på mange forskellige måder.

Hvordan kommer brandet f.eks. til udtryk i indretning, stemning, musik, reception, modtagelse, minibar, roomservice, morgenmad…?

Findes der måske en signatur-service? Altså en særlig ting, handling eller adfærd som man lægger speciel vægt på netop hér og gerne vil være kendt for?

Tilgangen kan også bruges kreativt. Hvis Novo drev et fitnesscenter, hvordan så det så ud? Hvis LEGO grundlagde en kæde af børnehaver, hvilke principper blev den så ledet efter? Hvordan ville Gyldendal (eller People’s Press) mon tackle bibliotekernes aktuelle udfordringer? Og hvad ville der ske, hvis Mærsk overtog et busselskab? I nogle af tilfældene dannes der straks  billeder på nethinden, som måske også kan give anledning til ideer eller løsning på problemer, man selv kan bruge.

Hvad nu hvis…?