Fire ulykker på 20 uger
For otte år siden havde jeg en periode på 20 uger, hvor jeg følte at ulykkerne regnede ned over mig. Det startede med at mine børns mor fik en hjerneblødning, så blev min datter kørt ned og fik et kompliceret benbrud. Kort efter begik børnenes mormor selvmord og endelig fik jeg selv en kronisk diagnose, der betyder, at jeg skal tage medicin resten af mit liv.
Fire ulykker af den slags, som man, trods alt, ikke ønsker for sin værste fjende. Og fire ulykker som man forventer, kun sker for naboen.
I virkeligheden skete der fem ulykker. For det var også i denne periode, at Donald Trump første gang tiltrådte som præsident i USA.
Ulykkerne havde forskellige konsekvenser.
I en periode holdt jeg for eksempel op med at tage telefonen, når den ringede. Bare sådan for en sikkerheds skyld. For efterhånden forventede jeg, at der var en læge, en sygeplejerske eller en politibetjent i den anden ende med dårlige nyheder.
En anden konsekvens var, at jeg, med en vis forsinkelse, stoppede op. Jeg tænkte en del over liv og død og evaluerede både mit private og mit professionelle liv.
Det kom hurtigt til at handle om forventninger og især om andres forventninger til mig. Det var forventninger som jeg havde været meget fokuseret på, selvom de fleste af dem formentlig alene eksisterede i min egen bevidsthed.
Det kom også til at handle om mine forventninger til andre. Både dem der var fair og dem der ikke var – og dem som jeg havde været temmelig elendig til at sætte ord på.
Og endelig handlede det om mine forventninger til mig selv. Nogle var sunde, mange var usunde og en bunke af dem kunne mest af alt beskrives som begrænsende forventninger – eller begrænsende overbevisninger.
Det leder mig videre til den tredje konsekvens. For gennem de seneste par år har jeg skrevet på en ny bog, som netop handler om forventninger. Fordi forventninger findes overalt. De er store og små, positive og negative og spiller en central rolle. Fordi de kan smitte af på vores handlinger, styre vores beslutninger, danne vores relationer, påvirke vores helbred og forme vores liv. Hverken mere eller mindre.
Ikke desto er der mange, der ikke tænker særlig meget over, hvad de forventer, hvad andre forventer af dem eller for eksempel, hvor forventningerne kommer fra. Hvorfor er det mon sådan? Hvorfor er vi egentlig ikke mere forventningsbevidste?
Det handler bogen om. Den udkommer den 21. august 2025 og Gyldendal har sagt ja til at udgive.