I forbindelse med at jeg flyttede et mobilabonnement til et andet teleselskab “forærede” selskabet mig en såkaldt “hardwarekonto” med et beløb, som jeg kunne bruge på, ja, hardware. Og det ville for mit vedkommende sige en ny telefon. Der gik noget tid før jeg fik brug for en ny telefon og jeg havde næsten glemt kontoen. Så for den gode ordens skyld fandt jeg papirerne frem og ringede til selskabet for lige at sikre mig, at kontoen fortsat eksisterede. Det gjorde den. Så jeg begav mig ind i en af selskabets butikker, udvalgte mig en telefon og skulle jo så betale. Det vil sige: Pengene fra “hardwarekontoen” kunne rigeligt dække omkostningen til den nye telefon. Jeg forklarede medarbejderen i butikken, at betalingen altså skulle foregå på denne måde – og det var nu tydeligt, at det absolut ikke var hver dag, at han stod overfor dén udfordring. Så han tilkaldte sin chef, der vidste mere om en sådan en konto – men han vidste ikke meget. Så han endte med at ringe et eller andet sted hen, hvor han fik en forklaring. Han tastede lidt rundt på computer-kasseapparatet, hvorefter printeren spyttede en følgeseddel ud, som jeg så fik. På den stod bl.a. prisen på telefonen, men ikke et ord om “hardwarekontoen” eller f.eks. om at telefonen allerede var betalt. Det spurgte jeg lidt ind til, hvorefter – den i øvrigt venlige – medarbejder forklarede, at det med kontoen “det går helt automatisk”…

Den slags udsagn gør altid mig en lille smule bekymret. Blandt andet fordi jeg så mange gange har oplevet, at det er få ting, der sker automatisk – bortset fra udsendelse af rykkerskrivelser og dén slags.

Nogle dage senere modtog jeg så fakturaen på telefonen til betaling nogen tid senere. Fortsat ikke et ord om nogen konto. Det tog to telefonopkald endeligt at få trådene redt ud og problemet løst.

Det er en gammel nyhed at vi er slaver at systemerne. Systemer som få kan gennemskue. Systemer hvor man af og til kan få det indtryk, at de nærmest har programmeret sig selv.